Hos os finder du hele Fladstrands befolkning, lige fra tiggeren, tyveknægten til bondekonen med de nyslagtede høns, bagerjomfruen med friske brød, fiskeren og smeden. Vi vil medvirke til at skabe liv, hvor vi end går og står. Her er alle velkomne, stor som lille, ung som gammel.
Hos Almuen mener vi det, når vi siger, at vi vil afspejle hele Fladstrands befolkning. Derfor finder du også børnene iblandt os, hvad enten de leger, sælger brød eller vasker tøj.
Almuen er for alle
Almuen er for hele familien, om det er mor og barn, far og børn eller måske bedsteforældre og børn, så er alle velkomne! Og når vi siger alle, mener vi naturligvis også, at voksne uden børn også er velkomne – ung som gammel.
Dog gør vi opmærksom på, at børn ikke kan være med alene.
Vi bestræber os på, at have forskellige aktiviteter, når vi er af sted. Hvad enten det er til Tordenskioldsdage i Frederikshavn, på ture til Norge eller Sverige eller noget helt tredje. Hvor vi end kommer hen, så vil vi sprede liv og ægte 1717 stemning. Derfor foregår mange af vores "salgs-aktiviteter” fra kærrer og kurve over armen.
I 2009 så Almue-skolen for første gang dagens lys - og den var et hit fra første klokkeringning! Børn strømmede til for at lære salmevers, høre om Tordenskiold og lære at læse og skrive.
I sommervarmen var der stor efterspørgsel på et kølende fodbad i rosenvand. Der var faktisk så stor efterspørgsel, at der på et tidspunkt måtte holdes "Lukket paa grund af Velstand" for at aftensmaden kunne indtages...
Har du lyst til at være med, så kontakt vores Borgmester Fie Mølholt på tlf. 2627 5103 eller send en mail til moelholt(at)webspeed.dk
Læs mere om Almuen...