Vi er meget glade for, at vi i år har besøg af to store danske forfattere, og som vil signere deres bøger og fortælle lidt om bøgerne tilblivelse.
Det er forfatterne Maria Helleberg og Dan H Andersen( forfatteren til det stor spil på Kattegatscenen) begge aktuelle med nye udgivelser " Engleshjerte" og "Tordenskiold"

Tordenskiold. Danmarks største søhelt. Gyldendal. 2010. Det er en revideret udgave af Dan H. Andersens Tordenskioldbiografi Mandsmod og kongegunst, som ved sin udgivelse i 2004 blev rost for at være en moderne nytolkning af Tordenskiolds liv og et fremragende billede af tiden omkring Store Nordiske krig. Ny udgave af Tordenskioldbiografien udkommer op til TORDENSKIOLDSDAGE 2010. Bogen kan købes under TORDNESKIOLDSDAGE 2010 og samtidig blive signeret af forfatteren som vil tilstede på Forfatter- og biblioteksskibet "Fulton"
Pressen skrev: Elementært spændende. Der er eventyr over det; det er ren drengebog.“ – Steen Heiberg, Politiken
„Vi lærer en renset og realistisk søhelt at kende, fræk, kolerisk og ungdommelig-genial. Forfatteren er god til at sætte hans bedrifter ind i den større sammenhæng til lands og til søs, og han formår også at stoppe op for frisk og malende at skildre scenerier og personligheder.“ – Kristian Hvidt, Berlingske Tidende
”Spændende, kildemæssigt gennemarbejdet og ganske velskrevet” – Bo Bjørnvig, Weekendavisen

"Engelshjerte" er den nyeste bog af Maria Helleberg. Bogen udkom tidligere på året, og man kan møde forfatteren under Tordenskioldsdage 2010 og købe købe og få en snak med forfatteren på biblioteksskibet "Fulton"
Romanen er et stort royalt kærlighedsdrama Maria Helleberg broderer i Engelshjerte et forrygende royalt drama om Anne Sophie Reventlow, Frederik den Fjerdes kone til venstre og siden højre hånd. Romanen begynder i 1742, året før Anne Sophies død. Hun er forvist til Clausholm Slot ved Randers og ser tilbage på sit liv. Engelshjerte er den dramatiske fortælling om en af Danmarkshistoriens mere kuriøse ægteskaber. Maria Helleberg fortæller hele historien om, hvordan Anne Sophie møder kong Frederik den Fjerde ved et maskebal på Koldinghus, og de bliver forelskede. Kongen bortfører hende året efter på dramatisk vis og ægter hende til venstre hånd, da han allerede er gift med dronning Louise af Mecklenburg. Ved Louises død ægter kongen Anne Sophie til højre hånd, og hun får titel af dronning. Frederik og Anne Sophie får seks børn sammen, men ingen overlever de første år. Maria Helleberg skildrer ægtefællernes store og tragiske kærlighed: Hun er hans Engelshjerte, men hun kan ikke føde ham en arving. Og da Frederik dør i 1730, bliver hun forvist af sin stedsøn. Som sit livs sidste eventyr bryder hun husarresten og tager til København. Rejsen går over stok og sten ned gennem Jylland over Fyn og forbi Tersløsegaard på Vestsjælland, hvor Anne Sophie får følgeskab af en gammel vrissen mand, der sidder på Tersløsegaard og græmmes over kirkeklokkernes bimlen. Den vrisne gamling er såmænd ingen ringere end selveste magister Ludvig Holberg.
Maria Helleberg, født 1956, har udgivet mere end 20 historiske romaner er det foreløbig blevet til i et imponerende forfatterskab, der også omfatter børne- og ungdomsbøger, rejsebøger og biografier - heriblandt den anmelderroste Maria Callas-biografi, Maria Callas (2008). Hun fik sit helt store publikums-gennembrud med Kærlighedsbarn (2002) og har siden blandt andet udsendt Dronningeskolen (2004), Alberto (2006), Dagmar (2007) og Druknehuset (2008).

Seks hurtige spørgsmål og svar fra Maria Helleberg om hendes roman ENGELSHJERTE, der udkommer 21. maj 2010.
Hvad er den største udfordring ved at skrive historiske romaner? Rummet mellem virkelighed og fiktion. At formå at fortælle min egen historie samtidig med, at jeg påtager mig ansvaret for de faktisk, engang levende mennesker...
Hvad kan en historisk roman, som historiebøgerne ikke kan? Fortælle mentalitetshistorie – og det er litteratur, så hvis bogen er god, forældes den ikke. Det gør derimod historie, fordi vi hele tiden anlægger nye synsvinkler på den samme tid. Man kan stadig læse Tolstoj eller Undset som var bøgerne skrevet i går, de er stadig relevante som litteratur og fortælling, mens historikerne fra 1870 og 1920 er forældede.
Anne Sophie er en stærk og handlekraftig kvinde, der former sit eget liv. Findes der mange af den slags kvinder i begyndelsen af 1700-tallet eller er hun atypisk? Hun er både stærk og svag, en kvinde som lader et tilfælde og en forelskelse vise sig vejen, og stærk i sit krav om et godt liv. Hendes styrke er forskellig fra søsterens, der er politiker. Anne Sophie er bevidst om, at hun har handlet ukonventionelt, men mener at hun handlede etisk, menneskeligt korrekt. Hvis mulighederne ellers findes, så kan kvinder altid bore sig vej... et eller andet sted hen. Læg mærke til, at med et levende barn ville Anne Sophies liv have set anderledes ud – også fordi hun ville have troet, at Gud tilgav hende. Sæt i stedet for Gud "folks mening" - og gys! En Anne Sophie ville også få på puklen i dag!
Hvad er det ved Anne Sophie, som fascinerer dig? Kraften til at sige: Nu går jeg denne vej. Kun denne vej. Jeg vil have denne mand, no matter what, jeg vil have ham og vores fælles liv, og så må jeg tage både det gode og det onde. Hun er konsekvent og fuld af skamløs ømhed. Hun kunne være blevet en fantastisk mor, og havde hun og Frederik fået en søn, så var han vel blevet konge, en flot og begavet fyr, som aldrig havde åbnet døren for pietisme. Romanen foregår i begyndelsen af 1700-tallet, ser du nogen paralleller til vores tid? På den ene side den gode viljes indskrænkning, puritanisme, skræk for at gå ud over normerne – på den anden side Anne Sophies tro på, at hun kan ramme rigtigt ved at stole på sig selv.
Hvordan har det været at skrive denne bog i forhold til dine andre romaner? Forbavsende dejligt fordi den handlede om at bryde op fra sorgen. Har læst så meget om SORG i forbindelse med denne bog, at jeg brød helt ud. Hun har sørget i tolv år, en kolossal sorgpsykose, og jeg lader hende sige NOK ER NOK og gå ud for at leve

Den nye stjerne -en bog i serien Slægten af Dan H. Andersen Hvert enkelt bind i serien er selvstændigt og kan læses uafhængigt af de andre. Slægten er et historisk univers, som gennem den fiktive adelsslægt Dane fortæller Danmarkshistorien fra 1000-tallet til vor tid. Dane-slægten møder alle de store personligheder og deltager i krige, intriger og begivenheder, som får afgørende betydning for historiens gang. Slægten er udviklet af Det Historiske Hus. Reformationen er gennemført, men tiden er endnu præget af striden mellem katolikker og protestanter og kampen mellem religionen og et nyt verdensbillede. Johanne Dane bliver tidligt fascineret af stjernerne og astronomien, og et møde med den karismatiske astronom Tycho Brahe ændrer hendes liv. De to indleder et arbejdsfællesskab, hvor lidenskab og videnskab drives frem af hinanden. Samtidig er Johanne enearving, og videreførelsen af Dane-slægten hviler derfor ene og alene på hendes skuldre. Hun lader sig gifte og får to børn, men drages af det videnskabelige liv på øen Hven, som Tycho Brahe har fået af kong Frederik II. Hvad Tycho Brahe ikke ved, er, at Johanne også er betroet en hemmelig mission af kongen, som har et storpolitisk mål med at etablere et astronomisk observatorium på Hven. Efter Tycho Brahes død i Prag i 1601 står Johanne over for det sidste valg mellem kærligheden til astronomien og loyaliteten over for Tycho Brahe.

Tordenskjolds skygge
Roman i serien Slægten Dane
Hvert enkelt bind i serien er selvstændigt og kan læses uafhængigt af de andre.
Den Store Nordiske Krig (1709-20) er det sidste store opgør mellem Danmark og Sverige. Peter Wessel er en redersøn fra Trondhjem, der som 13-årig - i 1704 - kommer til København og efter flere forsøg optages på Søkadetakademiet. Fra 1711 deltager han i krigen, og hans mod og beslutsomhed gør ham både kendt og frygtet. I 1716 adles han under navnet Tordenskiold. Harald Dane er yngste søn af Ditlev og Agnete. På Søkadetakademiet i København møder han Peter Wessel. Et venskab udvikler sig mellem de to meget forskellige unge mænd, og Harald følger den karismatiske Peter Wessel gennem sejr og nederlag på hans vej mod toppen. Skæbnesvangert for Harald bliver mødet med den smukke og begavede Ingeborg Olufsdatter på den svenske ø Kæringø. Kærlighed og forrædderi ryster drømmeren og tvivleren Harald, som til sidst må træffe det valg, der ændrer hans liv for altid. "Fin historisk roman skrevet af en mand, der kender perioden som sin egen bukselomme og ikke er bange for at bruge sin viden på nye måder." Weekendavisen
|